Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Quinsy med næsen højest

Quinsy med næsen højest

Pil skal føde om en uge 015Pil skal føde om en uge 004

Reklamer

Bertil Mortenson og Guldpokalvinderen Kari til venstre

Bertil Mortenson og Guldpokalvinderen Kari til venstre

Alfred Vemmelund og Spurvfugldalens Katja

Alfred Vemmelund og Spurvfugldalens Katja

Om en uge skal Spurvfugldalens Pil føde. Hun er blevet parret med Spurvfugldalens Quincy, som er fætter til Pil. Begge er super stærke vildtfindere og har en fortrinlig stil. Min drøm er at lave en supertæve som deres Mormor Spurvfugldalens Hertha, eller deres oldemor Spurvfugldalens Erica.
Spurvfugldalens Hertha nåede desværre kun at blive mor til 3 hvalpe, nemlig Kaya som er mor til Pil, og Katja som er mor til Quincy og så Kari som både vandt Guldpokalen i Sverige og Dansk UKK vinder, samt 4. vinder på dansk Derby. Kari har derudover vundet DPK´s hovedprøve åben klasse og mange VK placeringer. På billederne ses Hertas 3 stk. afkom med hver deres ejere.

P
Selv om vi er kommet til efteråret er det stadig muligt at erhverve sig en top pointerhvalp i Danmark. Hos Poul Ellehøj i Kennel Rimfaxe er der én tæve og to hanhvalpe til salg. Mor til hvalpene er Spurvfugldalens N. Gry og Far er Villestoftes Ponto
Hos Alfred Vemmelund har Spurvfugldalens Katja i går den 23 aug. født 7 hvalpe, alle hanner. Her er der endnu tre hvalpe til salg. Far til hvalpene er vinder af Dansk Jagthunde Derby 2014 Oluf. Her var vi nogle der havde sat næsen op efter en tævehvalp, men sådan gik det desværre ikke. Heldigvis har der været god efterspørgsel også efter hanhvalpe.

Alfred er altid på pletten, når der deles sølvtøj ud.

Alfred er altid på pletten, når der deles sølvtøj ud.


Katja sølvtøj 2008 004
Spændende hvalpekuld i vente.
Spurvfugldalens Katja er parret med Derbyvinder 2014 Oluf, en kombination jeg forventer mig rigtig meget af. Katja er i mine øjne klart én af de største stjerner vi har set på pointerhimlen i de seneste mange år, hun er nu 8 år og det er hendes sidste kuld. Det der kendetegner Katja er, at når snoren slippes så har hun kun én ting i hovedet, og det er at finde fugl, det på smukkeste vis med en fortrinlig stil, og en kolossal jagtlyst og intensitet. Det er der egentlig ikke noget mærkeligt i, da det mødrende ophav i lige linje, havde det nøjagtigt på samme måde. Hendes mor Spurvfugldalens Hertha, hendes mormor Spurvfugldalens Erica, hendes oldemor Spurvfugldalens Bella, og hendes tipoldemor Vicki, alle var de superskarpe vildtfindere, og alle gik de i en fortrinlig stil, og med kolossal jagtlyst. Den Sort/hvide pointer øverst på siden er mor til Katja Spurvfugldalens Hertha.

Oluf Derbyvinder 2014 er en ung komet, som jeg er meget spændt på at følge fremover. Hans talent er til at få øje på, han går i et stort og velanlagt søg, og i en fortrinlig stil, og udviser kolossal energi og jagtlyst.
Da Oluf vandt Derbyet blev min nysgerrighed vakt, jeg havde jo hørt at det slet ikke var meningen at han skulle være blevet født. Da jeg ser hans stamtavle, både det mødrende og det fædrene ophav, beslutter jeg mig for, ham vil jeg bruge til Katja, hvis jeg kunne overtale Alfred Vemmelund der jo ejer Katja til daglig. Det lykkedes heldigvis, og her i skrivende stund er Katja tydeligt drægtig og skal føde om et par uger.

Far til Oluf er Av Rabelugn Odin 2. vinder Dansk Derby 2007. Bag Odin er en perlerække af tophunde fra Finland, Sverige, Norge, Italien, Danmark og England. I tilfældig rækkefølge vil jeg fremhæve: FI BCH Av Rabelugn Lucy som er mor til Odin. FICH FIBCH. Uskun Pikkumusta som er morfar til odin. SE CH SEJCH Black Luckys Ina Scot som er farmor til Odin. Ina Scot er faldet efter NOJCH SEJCH Vestfjorddalens Black Luck og SEJCH Black Luckys Glenda. Vestfjorddalens Black Luck er faldet efter SECH SEJCH NOCH Black Luchys Kawass og NOCH SECH NOJCH Vesfjorddalens Tina T.

Mor til Oluf. Er Stormosens Roska efter DKJCH Astrup´s Zack og Astrup´s Ruska, som er faldet efter DKJCH Birk-Stars Leo og Reintoft K Troya. Troya er faldet efter Børge Sommers tophund Kosak og Thorkild Reintoft tophund Gissa. Kosak og Gissa kombinationen findes i øvrigt på begge sider af Stormosens Roska. Astrup´s Zack er efter SECH SEJCH ØB´s Try og Freja. Bag Birk-Stars Leo ligger Danmarksmester Assynt Tom og Søndermosen,Boga og Mørupblod.

Agerhønefamilier 2014 012Agerhøns 2014 2,5 uger 006Agerhøns 2014 2,5 uger 001

Ved at lave noget vandspild ved vandtårnet, lærer kyllingerne hurtigt at drikke

Ved at lave noget vandspild ved vandtårnet, lærer kyllingerne hurtigt at drikke

Her i 2014 er vi igen gået tilbage til at sætte daggamle kyllinger til parhønsene. Jeg var ikke helt tilfreds med adoptionen for alle kuld sidste år, hvor vi jo forsøgte os med 3 ugers kyllinger. Vi har ved mange lejligheder talt om at det første år 2006, hvor vi til dato havde det bedste resultat med over 80% levende kyllinger ved udslusning, enda på trods af meget regn det år. Vi har talt om begynderheld og meget andet. I dag er jeg ikke i tvivl om, at det ikke var på trods af det regnfulde vejr det gik så fint, men på grund af regnvejret, det betød nemlig at kyllingerne fik lært at drikke fra dag 1 ved at fange vanddråber på vegetationen i vollieren.
Det er et problem at de gamle fugle ikke er vant til at drikke af vore vandingssystemer, for var de det kunne de lære kyllingerne at drikke. Jeg har undret mig mange gange over, at der næsten ikke er forbrug af vand i de få dage parhønsene går alene i vollieren, og tænkt at de måtte vel ikke være tørstige. Men selvfølgelig er de tørstige, de kan bare ikke finde ud af det hurtigt nok, og så kan de jo heller ikke lære kyllingerne det.
Det ser ud til at jeg har fundet en metode der virker, nemlig at lave noget vandspild de første 3-5 dage. Jeg har brugt en 5 liters dunk, som jeg har boret et 1 millimeter hul i top og bund, på billedet har jeg valgt at lægge dunken ned, så tager det lidt længere tid inden dunken er tømt pga. af lavere tryk. Man skal bare huske at det hul hvor luften skal komme ind af skal være på det højeste sted på dunken. Hvis man vælger at dunken skal stå op, kan man bore hullet i skruelåget.
Indtil videre går det supergodt med kyllingerne. Der er blevet mere ro efter jeg har lukket volliererne i sider og gavle. Jeg bruger stadig de gamle høje bure, og her går det også fint, men der er mere uro når jeg skal fodre, fordi lågen er i siden af buret, det betyder at jeg er meget tættere på fuglene, og det stresser.
Klik på billederne for at få fuld skærm.

Det er stort at opdrætte en Derbyvinder

Der er stort at opdrætte en Derbyvinder

Kuldsøster til Kadra Spurvfugldalens Mille i smuk stand for parhøns i raps.

Kuldsøster til Kadra Spurvfugldalens Mille i smuk stand for parhøns i raps.

Fuldbrugspointer egentlig et godt udtryk for en engelsk pointer, for pointeren er en utrolig alsidig hund, det er bare ærgerligt at den så sjældent får lov at vise sine mange talenter på praktisk jagt i Danmark. Da jeg var barn i halvtredserne var pointeren sammen med den engelske setter de mest almindelige jagthunde i Danmark. Det er de desværre ikke længere, og det er der selvfølgelig flere årsager og forklaringer på, en af dem er at jagtkulturen i Danmark er total anderledes end det var i halvtredserne.

Er pointerne da blevet dårligere jagthunde i de ca. 60 år der er gået? Er pointeren blevet ødelagt af enøjede opdrættere som alsidig jagthund, til fordel for ”markprøvehunden”?? – Nej det mener jeg bestemt ikke. Og det kan jeg sige så sikkert, fordi jeg altid fra dag et, har brugt mine hunde til al slags jagt bortset fra gravjagt. Det er sandt at markprøvesporten har styret avlen, det gør den på hele kloden, men da markprøvereglerne jo heldigvis er skruet sådan sammen, at der skal findes og behandles vildt, for at udløse en præmiering eller en placering i vinderklasse, har det betydet at det at finde fugl, er det centrale i en pointers gøren og laden når snoren er sluppet.

Hans E. J. skriver at han er bekymret over udviklingen for pointeren i fremtiden, at vi udvikler enfoldige løbemaskiner og stilikoner, det må jeg sige det bekymrer ikke mig, hvis vi tager stilen først, er den blevet ringere i dag end den var i halvtredserne, altså her har vi avlet baglæns, (det bekymrer mig), og med hensyn til løbemaskinerne, er de dukket op med jævne mellemrum gennem tiderne, de var der også i høj grad i halvtredserne og tresserne og også langt senere helt op til i dag, de afslører sig selv med typisk halesøg og ineffektivitet i parsøg, det er noget vi skal være meget opmærksomme på, og der bliver også slået hårdt ned på det af dommerne på vore markprøver. Men det er oplagt at opdrætterne skal være meget på vagt over for disse væddeløbere, der er kun kort vej fra ”konkurrencehunden til væddeløberen eller halesøgeren.” Mærkeligt nok er de fleste af disse væddeløbere fortrinlige jagthunde når de går solo, det er deres konkurrence gen der er overgearet.

En anden meget væsentlig egenskab, er jagthundens evne til at tilpasse sit søg i skiftende terræner. Her er vi inde på noget meget væsentligt, det er her vi som opdrættere og jægere, kan vurdere hvilken hund er det vi har med at gøre, hvordan er dens lyst og behov for samarbejde. En betingelse for at vi kan finde ud af det, er at vi tør tage udfordringen, og give hunden chancen for at lære at jage i forskellige terræner. Alt for mange hundefolk undervurderer jagthundens evne til at lære af sine erfaringer, vi tænker alt for meget på, hvad hunden har med fra arven og hundens instinkter, ja hunden reagerer med sine medfødte instinkter, men den gør det ud fra sine erfaringer. Tænk på hunde der er blevet væk i fjeldene, de lærer lynhurtigt at klare sig og drive bæredygtigt jagt som de vilde rovdyr gør. Tænk på hvor hurtigt det gode krydssøg kan tage skade, hvis hunden i en periode kun finder fuglene i læhegn og remisser.

Her er det hundesportsmanden med skyklapperne tænker, jeg tør ikke risikere at tage min hund med på blandet jagt, den lærer en masse forkerte ting, og min fine veldresserede markprøvehund bliver ødelagt. Dermed fratager han sig selv og vi opdrættere muligheden for at finde ud af, hvor klog og hvor samarbejdsvillig, er den pågældende hund. Den gode og kloge hund finder lige så hurtigt ud af at finde parhønsene til foråret, og gå i sit fine krydssøg igen, som den lærte ”unoderne” på efterårets jagter.

Når Jeres hunde er dresseret og blevet 3-4 år så skal de med på al slags jagt, inden da skal de selvfølgelig også med på jagt, bare helst under mere kontrollerede forhold, de bliver bedre markprøvehunde, af at få den alsidige jagterfaring. Det er vigtigt at du kender din hund, hvis det er en meget hårdtgående og vedholdende type, skal du ikke slippe den på en jagt, hvor jagten foregår i små såter, det kan man ikke forvente at den kan administrere. Jeg er godt klar over at det kan være et problem at stille på jagt med en stående engelsk hund og i særdeleshed når det er en pointer. Mærkeligt nok ved alle besked om, at en pointer jager over flere kirkesogne, og det endog selv om de aldrig har set en pointer på jagt. Vælg dine jagtkammerater med omhu.

Den gode fuldbrugspointer er vel pr. definition en hund der kan ”finde ud af det hele.” På stubmarken om efteråret kan den afsøge marken fra kant til kant, ”hvis ikke marken er alt for stor) i mosen og skoven og andet uoverskueligt terræn indretter den sit søg, så der hele tiden er god kontakt til føreren, den jager for sin fører og ikke for sig selv. Men disse egenskaber kommer ikke af sig selv, eller ved at komme på træningsture forår og efterår, forud for markprøverne og så noget lydigheds og apport træning, så apport beviset kan komme i hus. Men for at pointeren kan blive en god fuldbrugshund er det nødvendigt at den kommer med på jagt, den har brug for at få erfaring, hvordan skal den ellers lære det? Her er det mine bekymringer ligger, for markprøve folket tager ikke sine pointere med på jagt, nej uha de kunne jo få deres gode opdragelse ødelagt, og dermed chancen for en præmie til foråret, i stedet har de en spaniel eller en labrador som de bruger når de går på jagt.

Der findes ikke en race, der er flere forkerte fordomme om, end pointeren. Jeg gider ikke nævne nogen af dem, vi kender dem til bevidstløshed. Men hvordan er de opstået? Ja det skyldes flere ting, En pointer skal være dresseret og være lydig, for at være vellykket på jagten, det gælder alle de stående hunde, især de langbenede. Det er knap så nødvendig med en kortsøgende hund. Men den største årsag til at pointeren ikke mere er jægerens foretrukne hund er at markprøvefolket ikke bruger deres hunde til jagt, Jægerne kan jo kun få den opfattelse, at de ikke duer til såkaldt almindelig jagt. De fleste opdrættere ønsker slet ikke at sælge deres hvalpe til en almindelig jæger, nej de skal helst ud til folk, der vil stille hunden på markprøve, og dermed forhåbentlig gøre god reklame for opdrættet.

Hånden på hjertet jeg vil da også selv, helst sælge mine hvalpe til folk der vil føre dem på prøve, men af uransagelige årsager bliver over 50 % af mine hvalpe solgt til jægere der ikke går på prøve, hvad det skyldes ved jeg ikke, for mit avlsarbejde er sigtet på markprøvesporten, og har da også i al beskedenhed givet nogle få topresultater, dog som oftest af andre førere.

Har ”de store hunde” mistet de unikke jagtegenskaber? – Nej det mener jeg er en meget forkert opfattelse. Mine bedste og mest hårdtgående markprøvehunde har også været de klart bedste jagthunde. Det er dem der laver det unikke, som at finde en vingeskudt agerhøne, eller fasankok der er løbet flere hundrede meter. Det er dem der redder situationen, når den ellers så gode hund må opgive, at finde en stendød fasankok der er faldet ovre på den anden side af åen, og kommer slukøret tilbage uden fugl. Nåe ja den ”stendøde” fasan var godt nok løbet 100 meter op ad en læhegn, men det er jo ingen undskyldning, den skal jo også med hjem, og det er her ”den store hund” adskiller sig fra middelhunden.

Det er vigtigt at vi ikke glemmer eksteriøret og udstrålingen, de fleste har stadig udstrålingen, men eksteriøret er blevet ringere, end det var i halvtredserne og tresserne og det er skidt. Det danske pointeropdræt er i dag så lille, at der konstant er brug for udenlandsk blod, og faldgrupper er der nok af, og det bliver en vanskelig manøvre, at bevare den smukke og stilrene pointer med de knivskarpe jagtegenskaber, og med de kønne mørke og udtryksfulde øjne og dens dejlige væsen, men det er værd at kæmpe for.

Carlo Nørtoft Thomsen

Markprøver i april.

Efter endnu en gang at have oplevet en forårs sæson, med fremragende situationer med fuglearbejde både til træning og på markprøver, fra midt i februar og i hele marts måned, er vi igen i år løbet ind i store udfordringer, med at få noget til at lykkes når vi bare er nogle få dage inde i april måned. Der er masser af fugle på de gode markprøveterræner, men hundene har store problemer med at lokalisere fuglene, så det ender med stødninger, eller med at de bliver trådt op af fører eller dommer og publikum.

Hvad årsagen er til at det bliver så svært, er egentlig ret ligegyldigt, men det er et faktum at landmanden skal have forårsarbejdet gjort, og det betyder at den periode bliver stubmarker sorte og der bliver gødsket og kørt gylle ud i raps og andet vintersæd. Det betyder at parhønsene i den periode skal ud for at finde nye ynglepladser, med deraf følgende uro og slagsmål. Så ikke nok med at det er dårlig timing i forhold til hundearbejdet, vi er også mere i vejen for landmandens arbejde, og vi er også mere i vejen for vore hønsefugle, som jager rundt med hinanden, og som både bliver jaget rundt af os og af landmanden.

Det er min klare opfattelse at vi kunne gøre hundesporten, og avlen af vore jagthunde en stor og nyttigt tjeneste, ved at flytte datoen for opstart af prøverne mindst 2 uger tilbage. Som det er nu bliver bedømmelserne på de sene prøver alt for tilfældige, hvor meget afhænger af held. Da det er specialklubbernes hovedprøver og vinderklasserne de dårlige forhold går ud over, vil jeg påstå at det nemt kan få en negativ indflydelse på avlen.

Ja vi kan risikere at vi en gang hver 5. eller hver 10. år kommer til at holde markprøve i snevejr, men når nordmænd kan gå på prøve med brædder på fødderne, kan vi vel også godt klare at gå i lidt sne.

Carlo Nørtoft Thomsen.