Feeds:
Indlæg
Kommentarer

P
Selv om vi er kommet til efteråret er det stadig muligt at erhverve sig en top pointerhvalp i Danmark. Hos Poul Ellehøj i Kennel Rimfaxe er der én tæve og to hanhvalpe til salg. Mor til hvalpene er Spurvfugldalens N. Gry og Far er Villestoftes Ponto
Hos Alfred Vemmelund har Spurvfugldalens Katja i går den 23 aug. født 7 hvalpe, alle hanner. Her er der endnu tre hvalpe til salg. Far til hvalpene er vinder af Dansk Jagthunde Derby 2014 Oluf. Her var vi nogle der havde sat næsen op efter en tævehvalp, men sådan gik det desværre ikke. Heldigvis har der været god efterspørgsel også efter hanhvalpe.

Alfred er altid på pletten, når der deles sølvtøj ud.

Alfred er altid på pletten, når der deles sølvtøj ud.


Katja sølvtøj 2008 004
Spændende hvalpekuld i vente.
Spurvfugldalens Katja er parret med Derbyvinder 2014 Oluf, en kombination jeg forventer mig rigtig meget af. Katja er i mine øjne klart én af de største stjerner vi har set på pointerhimlen i de seneste mange år, hun er nu 8 år og det er hendes sidste kuld. Det der kendetegner Katja er, at når snoren slippes så har hun kun én ting i hovedet, og det er at finde fugl, det på smukkeste vis med en fortrinlig stil, og en kolossal jagtlyst og intensitet. Det er der egentlig ikke noget mærkeligt i, da det mødrende ophav i lige linje, havde det nøjagtigt på samme måde. Hendes mor Spurvfugldalens Hertha, hendes mormor Spurvfugldalens Erica, hendes oldemor Spurvfugldalens Bella, og hendes tipoldemor Vicki, alle var de superskarpe vildtfindere, og alle gik de i en fortrinlig stil, og med kolossal jagtlyst. Den Sort/hvide pointer øverst på siden er mor til Katja Spurvfugldalens Hertha.

Oluf Derbyvinder 2014 er en ung komet, som jeg er meget spændt på at følge fremover. Hans talent er til at få øje på, han går i et stort og velanlagt søg, og i en fortrinlig stil, og udviser kolossal energi og jagtlyst.
Da Oluf vandt Derbyet blev min nysgerrighed vakt, jeg havde jo hørt at det slet ikke var meningen at han skulle være blevet født. Da jeg ser hans stamtavle, både det mødrende og det fædrene ophav, beslutter jeg mig for, ham vil jeg bruge til Katja, hvis jeg kunne overtale Alfred Vemmelund der jo ejer Katja til daglig. Det lykkedes heldigvis, og her i skrivende stund er Katja tydeligt drægtig og skal føde om et par uger.

Far til Oluf er Av Rabelugn Odin 2. vinder Dansk Derby 2007. Bag Odin er en perlerække af tophunde fra Finland, Sverige, Norge, Italien, Danmark og England. I tilfældig rækkefølge vil jeg fremhæve: FI BCH Av Rabelugn Lucy som er mor til Odin. FICH FIBCH. Uskun Pikkumusta som er morfar til odin. SE CH SEJCH Black Luckys Ina Scot som er farmor til Odin. Ina Scot er faldet efter NOJCH SEJCH Vestfjorddalens Black Luck og SEJCH Black Luckys Glenda. Vestfjorddalens Black Luck er faldet efter SECH SEJCH NOCH Black Luchys Kawass og NOCH SECH NOJCH Vesfjorddalens Tina T.

Mor til Oluf. Er Stormosens Roska efter DKJCH Astrup´s Zack og Astrup´s Ruska, som er faldet efter DKJCH Birk-Stars Leo og Reintoft K Troya. Troya er faldet efter Børge Sommers tophund Kosak og Thorkild Reintoft tophund Gissa. Kosak og Gissa kombinationen findes i øvrigt på begge sider af Stormosens Roska. Astrup´s Zack er efter SECH SEJCH ØB´s Try og Freja. Bag Birk-Stars Leo ligger Danmarksmester Assynt Tom og Søndermosen,Boga og Mørupblod.

Agerhønefamilier 2014 012Agerhøns 2014 2,5 uger 006Agerhøns 2014 2,5 uger 001

Ved at lave noget vandspild ved vandtårnet, lærer kyllingerne hurtigt at drikke

Ved at lave noget vandspild ved vandtårnet, lærer kyllingerne hurtigt at drikke

Her i 2014 er vi igen gået tilbage til at sætte daggamle kyllinger til parhønsene. Jeg var ikke helt tilfreds med adoptionen for alle kuld sidste år, hvor vi jo forsøgte os med 3 ugers kyllinger. Vi har ved mange lejligheder talt om at det første år 2006, hvor vi til dato havde det bedste resultat med over 80% levende kyllinger ved udslusning, enda på trods af meget regn det år. Vi har talt om begynderheld og meget andet. I dag er jeg ikke i tvivl om, at det ikke var på trods af det regnfulde vejr det gik så fint, men på grund af regnvejret, det betød nemlig at kyllingerne fik lært at drikke fra dag 1 ved at fange vanddråber på vegetationen i vollieren.
Det er et problem at de gamle fugle ikke er vant til at drikke af vore vandingssystemer, for var de det kunne de lære kyllingerne at drikke. Jeg har undret mig mange gange over, at der næsten ikke er forbrug af vand i de få dage parhønsene går alene i vollieren, og tænkt at de måtte vel ikke være tørstige. Men selvfølgelig er de tørstige, de kan bare ikke finde ud af det hurtigt nok, og så kan de jo heller ikke lære kyllingerne det.
Det ser ud til at jeg har fundet en metode der virker, nemlig at lave noget vandspild de første 3-5 dage. Jeg har brugt en 5 liters dunk, som jeg har boret et 1 millimeter hul i top og bund, på billedet har jeg valgt at lægge dunken ned, så tager det lidt længere tid inden dunken er tømt pga. af lavere tryk. Man skal bare huske at det hul hvor luften skal komme ind af skal være på det højeste sted på dunken. Hvis man vælger at dunken skal stå op, kan man bore hullet i skruelåget.
Indtil videre går det supergodt med kyllingerne. Der er blevet mere ro efter jeg har lukket volliererne i sider og gavle. Jeg bruger stadig de gamle høje bure, og her går det også fint, men der er mere uro når jeg skal fodre, fordi lågen er i siden af buret, det betyder at jeg er meget tættere på fuglene, og det stresser.
Klik på billederne for at få fuld skærm.

Det er stort at opdrætte en Derbyvinder

Der er stort at opdrætte en Derbyvinder

Kuldsøster til Kadra Spurvfugldalens Mille i smuk stand for parhøns i raps.

Kuldsøster til Kadra Spurvfugldalens Mille i smuk stand for parhøns i raps.

Fuldbrugspointer egentlig et godt udtryk for en engelsk pointer, for pointeren er en utrolig alsidig hund, det er bare ærgerligt at den så sjældent får lov at vise sine mange talenter på praktisk jagt i Danmark. Da jeg var barn i halvtredserne var pointeren sammen med den engelske setter de mest almindelige jagthunde i Danmark. Det er de desværre ikke længere, og det er der selvfølgelig flere årsager og forklaringer på, en af dem er at jagtkulturen i Danmark er total anderledes end det var i halvtredserne.

Er pointerne da blevet dårligere jagthunde i de ca. 60 år der er gået? Er pointeren blevet ødelagt af enøjede opdrættere som alsidig jagthund, til fordel for ”markprøvehunden”?? – Nej det mener jeg bestemt ikke. Og det kan jeg sige så sikkert, fordi jeg altid fra dag et, har brugt mine hunde til al slags jagt bortset fra gravjagt. Det er sandt at markprøvesporten har styret avlen, det gør den på hele kloden, men da markprøvereglerne jo heldigvis er skruet sådan sammen, at der skal findes og behandles vildt, for at udløse en præmiering eller en placering i vinderklasse, har det betydet at det at finde fugl, er det centrale i en pointers gøren og laden når snoren er sluppet.

Hans E. J. skriver at han er bekymret over udviklingen for pointeren i fremtiden, at vi udvikler enfoldige løbemaskiner og stilikoner, det må jeg sige det bekymrer ikke mig, hvis vi tager stilen først, er den blevet ringere i dag end den var i halvtredserne, altså her har vi avlet baglæns, (det bekymrer mig), og med hensyn til løbemaskinerne, er de dukket op med jævne mellemrum gennem tiderne, de var der også i høj grad i halvtredserne og tresserne og også langt senere helt op til i dag, de afslører sig selv med typisk halesøg og ineffektivitet i parsøg, det er noget vi skal være meget opmærksomme på, og der bliver også slået hårdt ned på det af dommerne på vore markprøver. Men det er oplagt at opdrætterne skal være meget på vagt over for disse væddeløbere, der er kun kort vej fra ”konkurrencehunden til væddeløberen eller halesøgeren.” Mærkeligt nok er de fleste af disse væddeløbere fortrinlige jagthunde når de går solo, det er deres konkurrence gen der er overgearet.

En anden meget væsentlig egenskab, er jagthundens evne til at tilpasse sit søg i skiftende terræner. Her er vi inde på noget meget væsentligt, det er her vi som opdrættere og jægere, kan vurdere hvilken hund er det vi har med at gøre, hvordan er dens lyst og behov for samarbejde. En betingelse for at vi kan finde ud af det, er at vi tør tage udfordringen, og give hunden chancen for at lære at jage i forskellige terræner. Alt for mange hundefolk undervurderer jagthundens evne til at lære af sine erfaringer, vi tænker alt for meget på, hvad hunden har med fra arven og hundens instinkter, ja hunden reagerer med sine medfødte instinkter, men den gør det ud fra sine erfaringer. Tænk på hunde der er blevet væk i fjeldene, de lærer lynhurtigt at klare sig og drive bæredygtigt jagt som de vilde rovdyr gør. Tænk på hvor hurtigt det gode krydssøg kan tage skade, hvis hunden i en periode kun finder fuglene i læhegn og remisser.

Her er det hundesportsmanden med skyklapperne tænker, jeg tør ikke risikere at tage min hund med på blandet jagt, den lærer en masse forkerte ting, og min fine veldresserede markprøvehund bliver ødelagt. Dermed fratager han sig selv og vi opdrættere muligheden for at finde ud af, hvor klog og hvor samarbejdsvillig, er den pågældende hund. Den gode og kloge hund finder lige så hurtigt ud af at finde parhønsene til foråret, og gå i sit fine krydssøg igen, som den lærte ”unoderne” på efterårets jagter.

Når Jeres hunde er dresseret og blevet 3-4 år så skal de med på al slags jagt, inden da skal de selvfølgelig også med på jagt, bare helst under mere kontrollerede forhold, de bliver bedre markprøvehunde, af at få den alsidige jagterfaring. Det er vigtigt at du kender din hund, hvis det er en meget hårdtgående og vedholdende type, skal du ikke slippe den på en jagt, hvor jagten foregår i små såter, det kan man ikke forvente at den kan administrere. Jeg er godt klar over at det kan være et problem at stille på jagt med en stående engelsk hund og i særdeleshed når det er en pointer. Mærkeligt nok ved alle besked om, at en pointer jager over flere kirkesogne, og det endog selv om de aldrig har set en pointer på jagt. Vælg dine jagtkammerater med omhu.

Den gode fuldbrugspointer er vel pr. definition en hund der kan ”finde ud af det hele.” På stubmarken om efteråret kan den afsøge marken fra kant til kant, ”hvis ikke marken er alt for stor) i mosen og skoven og andet uoverskueligt terræn indretter den sit søg, så der hele tiden er god kontakt til føreren, den jager for sin fører og ikke for sig selv. Men disse egenskaber kommer ikke af sig selv, eller ved at komme på træningsture forår og efterår, forud for markprøverne og så noget lydigheds og apport træning, så apport beviset kan komme i hus. Men for at pointeren kan blive en god fuldbrugshund er det nødvendigt at den kommer med på jagt, den har brug for at få erfaring, hvordan skal den ellers lære det? Her er det mine bekymringer ligger, for markprøve folket tager ikke sine pointere med på jagt, nej uha de kunne jo få deres gode opdragelse ødelagt, og dermed chancen for en præmie til foråret, i stedet har de en spaniel eller en labrador som de bruger når de går på jagt.

Der findes ikke en race, der er flere forkerte fordomme om, end pointeren. Jeg gider ikke nævne nogen af dem, vi kender dem til bevidstløshed. Men hvordan er de opstået? Ja det skyldes flere ting, En pointer skal være dresseret og være lydig, for at være vellykket på jagten, det gælder alle de stående hunde, især de langbenede. Det er knap så nødvendig med en kortsøgende hund. Men den største årsag til at pointeren ikke mere er jægerens foretrukne hund er at markprøvefolket ikke bruger deres hunde til jagt, Jægerne kan jo kun få den opfattelse, at de ikke duer til såkaldt almindelig jagt. De fleste opdrættere ønsker slet ikke at sælge deres hvalpe til en almindelig jæger, nej de skal helst ud til folk, der vil stille hunden på markprøve, og dermed forhåbentlig gøre god reklame for opdrættet.

Hånden på hjertet jeg vil da også selv, helst sælge mine hvalpe til folk der vil føre dem på prøve, men af uransagelige årsager bliver over 50 % af mine hvalpe solgt til jægere der ikke går på prøve, hvad det skyldes ved jeg ikke, for mit avlsarbejde er sigtet på markprøvesporten, og har da også i al beskedenhed givet nogle få topresultater, dog som oftest af andre førere.

Har ”de store hunde” mistet de unikke jagtegenskaber? – Nej det mener jeg er en meget forkert opfattelse. Mine bedste og mest hårdtgående markprøvehunde har også været de klart bedste jagthunde. Det er dem der laver det unikke, som at finde en vingeskudt agerhøne, eller fasankok der er løbet flere hundrede meter. Det er dem der redder situationen, når den ellers så gode hund må opgive, at finde en stendød fasankok der er faldet ovre på den anden side af åen, og kommer slukøret tilbage uden fugl. Nåe ja den ”stendøde” fasan var godt nok løbet 100 meter op ad en læhegn, men det er jo ingen undskyldning, den skal jo også med hjem, og det er her ”den store hund” adskiller sig fra middelhunden.

Det er vigtigt at vi ikke glemmer eksteriøret og udstrålingen, de fleste har stadig udstrålingen, men eksteriøret er blevet ringere, end det var i halvtredserne og tresserne og det er skidt. Det danske pointeropdræt er i dag så lille, at der konstant er brug for udenlandsk blod, og faldgrupper er der nok af, og det bliver en vanskelig manøvre, at bevare den smukke og stilrene pointer med de knivskarpe jagtegenskaber, og med de kønne mørke og udtryksfulde øjne og dens dejlige væsen, men det er værd at kæmpe for.

Carlo Nørtoft Thomsen

Markprøver i april.

Efter endnu en gang at have oplevet en forårs sæson, med fremragende situationer med fuglearbejde både til træning og på markprøver, fra midt i februar og i hele marts måned, er vi igen i år løbet ind i store udfordringer, med at få noget til at lykkes når vi bare er nogle få dage inde i april måned. Der er masser af fugle på de gode markprøveterræner, men hundene har store problemer med at lokalisere fuglene, så det ender med stødninger, eller med at de bliver trådt op af fører eller dommer og publikum.

Hvad årsagen er til at det bliver så svært, er egentlig ret ligegyldigt, men det er et faktum at landmanden skal have forårsarbejdet gjort, og det betyder at den periode bliver stubmarker sorte og der bliver gødsket og kørt gylle ud i raps og andet vintersæd. Det betyder at parhønsene i den periode skal ud for at finde nye ynglepladser, med deraf følgende uro og slagsmål. Så ikke nok med at det er dårlig timing i forhold til hundearbejdet, vi er også mere i vejen for landmandens arbejde, og vi er også mere i vejen for vore hønsefugle, som jager rundt med hinanden, og som både bliver jaget rundt af os og af landmanden.

Det er min klare opfattelse at vi kunne gøre hundesporten, og avlen af vore jagthunde en stor og nyttigt tjeneste, ved at flytte datoen for opstart af prøverne mindst 2 uger tilbage. Som det er nu bliver bedømmelserne på de sene prøver alt for tilfældige, hvor meget afhænger af held. Da det er specialklubbernes hovedprøver og vinderklasserne de dårlige forhold går ud over, vil jeg påstå at det nemt kan få en negativ indflydelse på avlen.

Ja vi kan risikere at vi en gang hver 5. eller hver 10. år kommer til at holde markprøve i snevejr, men når nordmænd kan gå på prøve med brædder på fødderne, kan vi vel også godt klare at gå i lidt sne.

Carlo Nørtoft Thomsen.

Uanset om man avler hunde, malkekøer, svin, eller stiklinger til solbær eller energipil, må man have et mål med avlen, hvad er det man vil opnå. I plante verdenen er der flere muligheder, hvis man finder en solbærbusk med nogle meget store og velsmagende bær, kan man skære en gren af busken, sætte den i jorden og man er sikker på, at hvis den får lige så gode jordbundsforhold, så kommer der lige så store og velsmagende bær som på moderplanten.

Den kønnede formering med blomsterne og bierne er langt mere perspektivrig, her kan der virkelig ske både overraskelser og mirakler, bortset fra nogle faste arvelighedsregler omkring hud, hår og blomsterfarve så er det langt mere uforudsigeligt, hvordan afkommet tager sig ud, både hvad angår eksteriør og brugsmæssige egenskaber.

Derfor er husdyravl et langt sejt træk, ofte foretaget i flere menneske generationer. Os der begyndte omring 1980 havde den fordel, at vi kunne udvælge en avlstæve fra en gammel opdrætter med en lang og stabil tævelinje, med nogle af de egenskaber vi vægtede højt. Derefter kan det gå 3 veje, man kan ved dygtigt og heldigt avlsarbejde, blive på det høje niveau, det kan hvis man er meget heldig og skarp i sine beslutninger, blive endnu bedre med et endnu højere bundniveau. Men det kan så sandelig også meget hurtigt gå den forkerte vej. Bare et par uheldige beslutninger rent avlsmæssigt i én eller to generationer, så er det høje bundniveau spoleret. I den næste parring dukker der måske en stjerne op, men at få bundniveauet helt derop hvor vi gerne vil være, det tager flere generationer.

Husdyravlerne i landbruget har de sidste 50 år opnået fantastiske resultater. Køernes mælkeydelse er fordoblet tre til fire gange, eksteriøret og malkebarheden er blevet meget bedre, husk i dag malkes mange køer af robotter. Andre husdyrarter viser lignende resultater. Hvordan har det været muligt at opnå disse fremragende resultater? Det er der naturligvis flere grunde til, dels skal de arvelige anlæg være tilstede, dels skal foderet være af en sådan kvalitet, at dyrene vil og kan æde så store mængder som er nødvendigt for at dyrene kan producere så store mængder af kød og mælk.
Forklaringen er i mine øjne soleklare, og det er målsætninger for avlen, som har været så meget mælk og kød i så sunde og raske dyr som muligt. Og det er jo ikke fordi det er nemt, de skal jo stadigvæk føde unger, fungere i kæmpeflokke i moderne stalde og være håndterbare for avlerne.

I den stående hundeverden (de engelske) har vi ikke kunnet præstere de samme gode avlsfremskridt, slet ikke. Helt ærligt har jeg svært ved overhovedet at få øje på fremskridt i vores avl. Når jeg ser tilbage til halvtredserne og tresserne, var de bedste vi så den gang, fuldt på højde med de bedste vi har i dag, og med hensyn til eksteriør endog meget bedre, det der er tankevækkende er at toppen dengang var bredere end den er her i 2014. Når jeg her siger toppen, mener jeg virkelig toppen, altså hunde der fortjent får betegnelsen klassehund, hvor stilen er fortrinlig.

Når der er en virkning, er der også en årsag, for det er ikke tilfældigt, at vi er hvor vi er hvad angår kvalitet. Haglsværmen rammer altid i den retning man peger, og hvis man peger efter høj kvalitet,er der gode chancer for at man får høj kvalitet, men hvis man peger efter titler og pokaler og championater er det desværre ikke sikkert man får høj kvalitet, titler og pokaler. Det er der flere årsager til, først og fremmest må man som dressør og fører toppræstere, og det skal man uanset om man går med en middel hund eller man går med en hund af stort format. Da de fleste opdrættere og hvalpekøbere sigter efter præmieringer og pokaler, når de vælger avlsdyr eller hvalp, er det oplagt at en stor del af ansvaret for avlen ligger i bedømmelsen af vore hunde.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tilskriver dommerudvalget en meget stor del af ”æren” for de elendige resultater, da udvalget de sidste 25- 30 år har bombarderet dommerne, med cirkulærer om hvordan de skal bedømme vore hunde i alverdens mulige og umulige situationer. At mange dommere ikke er så gode til at vurdere stil, det må vi leve med, men vi behøver ikke på den lange bane, at finde os i, at man har ødelagt vore vinderklasser, med den tåbelige regel om at en “2. præmiehund” eller en hund med mindre format, som godt nok har erhvervet et 1 B, skal sættes foran en hund med større format, blot fordi hunden med det større format ikke har haft mulighed for at vise rejsning. Det er fint at en hund skal vise rejsning i åben klasse for at få en første præmie, ja hvorfor egentlig ikke også for overhovedet at blive præmieret i åben klasse? Men i vinderklasserne er det konkurrence og her skal så vidt muligt den store hund selvfølgelig stå øverst på skamlen. For det er den store hund der skal bruges i avlen.
Med hensyn til den udskældte kategorisering i A og B hunde i vinderklasserne, mener jeg vi skal holde fast i. De blev netop iværksat på Dansk Jagthunde Derby, for at en middelhund ikke skulle kunne sættes foran en tophund, blot fordi den måske havde fået en stand mere eller noget helt tredje. Jeg tror også det var hensigten med A og B kategoriseringen da man valgte at bruge dem i vinder klasse, men desværre har virkningen meget tit virket lige modsat, netop med den tåbelige regel med at en tophund uden at have vist rejsning ikke kan sættes foran en middelhund der har vist rejsning.

Det er ikke til diskussion, det er opdrætterne der har hovedansvaret for de miserable avlsresultater, fordi de ikke har været målbevidste, men styret snart til højre og snart til venstre. Men dommerudvalg og dommerne, har også et kæmpe ansvar for at vi ingen steder er kommet rent avlsmæssigt. I dag ser vi alt for mange spidsnæsede og undermålere, der hænger med begge ender, som får alt for høje præmieringer. Det er slet og ret skidt præsteret af hundesporten, når man ser hvad der er af muligheder for resultater i det øvrige husdyrbrug. Løsningen er ligetil, sæt nogle klare mål, hvor vi vil ende, både hvad angår eksteriør og brugsegenskaber, og så hold målet for øje uanset om vi ind imellem kan synes langt fra målet. Det nytter ikke at sætte kikkerten for det blinde øje, blot fordi den hund man for tiden har gående i hundegården ikke holder mål, for det er det der har sat dagsordenen alt for længe.

På en regnvejrsdag medio februar

Carlo Nørtoft Thomsen

I min barndom omkring 1950 var det mere reglen, end det var undtagelsen, at der gik en pointer eller en setter på gården, hvis manden var jæger, ja det var ganske enkelt jægernes foretrukne jagthunde. Man gik på jagt typisk alene eller med en eller to kammerater, når man havde tid og lyst, mest selvfølgelig om søndagen, men også mange gange midt i ugen, hvis man fornemmede, i dag er det godt vejr til hønsejagt, eller der har været sneppefald. Det var naturligvis mest bønder og andre selvstændige, der havde de privilegier at kunne sætte timer, ja måske flere dage af til at gå på jagt. Det betød at hundene som oftest arbejdede under ideelle jagtlige forhold, og som følge deraf blev rigtig gode.
Sådan spiller klaveret ikke i dag, i hvert fald ikke i ret mange husholdninger. Jagtdatoer er fastlagt for hele sæsonen, ja tit samme weekender år efter år

For at en stående hund kan løse opgaven, at finde fugl og nagle den, er den afhængig af gode færtforhold. Det er langt fra alle dage der egner sig til jagt eller træning, eller for den sags skyld markprøver, det er noget enhver fører af stående hund ved. Sådanne dage kan det være en plage for både jæger og hund og dommer. Fuglene bliver stødt, hvis de overhovedet bliver fundet, uden en jagtbar situation, og der kommer ingen fugle på paraden. Det kan den moderne ”såkaldte jæger” ikke leve med, han forbander den stående hund som værende ubrugelig og anskaffer sig en sporhund som går på fodfært og jager under bøssen.

Hvis den stående hund i almindelighed, og den engelske stående hund i særdeleshed, skal få lidt af sit fodfæste tilbage i jægerskaren, vil det kræve en målrettet indsats fra specialklubberne, med at lære de unge jægere kunsten at jage med stående hund, og ad den vej gøre dem interesseret i markprøvesporten. For om vi synes om det eller ikke, så er det markprøve sporten der har holdt liv i pointeren og setteren her i Danmark. Ude i det store udland, hvor jagtmulighederne i det åbne felt er langt bedre, er der masser at lave for de engelske hunde, det må vi erkende, sådan er det ikke i det nuværende Danmark. Vi kan drømme og håbe og også arbejde for at det bliver bedre, men som det var i min barndom, sådan bliver det nok aldrig igen. Dertil er der forsvundet for mange grøfter, markveje og kanter mellem mange forskellige afgrøder og skel.

Markprøve Sporten: Hvor er vi på vej hen?
Hvis jeg har ret i min påstand, at det er markprøvesporten der skal holde gang i avl og opdræt af de engelske stående hunde, og det tror jeg at jeg har (altså ret i), så mener jeg vi skal tage vores bedømmelse af hundene op til revision. Her tænker jeg mest på vinderklasserne, men tit spørger jeg også mig selv, hvem pokker har givet denne hund 1. pr. i åben klasse med den stil, nå det kan der selvfølgelig være en god forklaring på. Hvis så den samme hund er heldig, og finder en fugl med komplet fuglearbejde med rejsning, så er den pludselig meget tæt på en placering, måske endog en topplacering.

Danske opdrættere indenfor de engelske racer, har altid haft ry for at holde fanen højt, med hensyn til søg, fart og stil og intensitet. Det skal være en æstetisk nydelse at jage eller konkurrere med en pointer eller en setter. Ja vi er fra vore nordiske naboer, og nu desværre også fra mange af vore hjemlige hundefolk, blevet beskyldt for at være stilfanatikere på bekostning af effektiviteten. Det er naturligvis noget vås, det ene udelukker ikke det andet tvært imod, den hurtige højsøger er klart den mest effektive til at nagle hønsefugle, i hvert fald under danske forhold. Derfor bekymrer det mig grænseløst at en tophund der viser os alle de høje engelske idealer, blive sat bag en ordinær andenpræmie hund blot fordi tophunden ikke har haft lejlighed til at vise rejsning. Denne disciplin har den jo bevist at den kan klare da den fik sin 1. pr. i åben klasse.
Avlsmæssigt set er det en katastrofe for de engelske hunde. Andenpræmie hunden der måske hænger lidt med begge ender og har kort galop, kan selv den dygtigste handler ikke rette op på, og der er meget stor sandsynlighed for at evt. hvalpe efter den ikke bliver bedre, da stilen er meget arveligt. Inden for de engelske racer har vi altid haft meget samarbejde med Norge og Sverige, til stor glæde for begge parter. Nu har vi brug for jævnligt at hente blodfornyelse, jeg mener bare ikke at det der kommer nordfra i disse år, er godt nok. De holder ikke mål, hverken hvad angår eksteriør, eller på stilen. I Norge hvor man bruger et skema med nogle talværdier hvor man giver karakterer i 8 forskellige egenskaber, her findes der slet ikke en kolonne for stil.
De 8 egenskaber er: – Jagtlyst – Fart – Selvstændighed – Søgsbredde – Reviering – Samarbejde – Presisjon – Reisning. Jeg har en mistanke om at det er de kontinentale i norsk hundesport der er årsag til at man ikke bedømmer stil. I Norge konkurrerer alle stående racer i én gruppe.

Det er dybt bekymrende, at den kontinentale tankegang inden for de engelske racer i Danmark, har fået så stærkt et fodfæste, som det efter min opfattelse har fået. Hvis den udvikling fortsætter, er det et spørgsmål om kort tid, så har vi norske tilstande med én stor sammenkogt ret. Jeg spørger bare, er det det vi ønsker? : – ( . Det er bestemt ikke det jeg ønsker, og løsningen ligger i bedømmelsen, hvor de høje engelske idealer og skarphed på fugl kommer i højsædet. Og med hensyn til avl, ja da skal vi kikke mere sydpå og måske også vestpå

Carlo Nørtoft Thomsen

I de senere år har det knebet gevaldigt, for os pointerfolk at klare os i konkurrencen med de andre racer, i hvert fald i forhold til tidligere, hvor pointerne altid har været repræsenteret i toppen, sammen med den engelske setter. Nu bliver vi overhalet både indenom og udenom, til stor frustration for os pointerfolk.
Hvad er det der går galt i disse år? Ja det falder jo altid tilbage på opdrætterne, det er jo os der styrer avlen, og vi må også tage ansvaret for de dårlige resultater. På diverse møder bliver emnet naturligvis drøftet, og mange tilkendegivelser kommer frem. To ting der helt naturligt altid diskuteres er dresserbarheden og så effiktiviteten. Det er klart at hvis dressuren ikke er i orden, kommer man ikke på pallen, og det samme er tilfældet hvis ikke hunden er effektiv over for fugl, altså er en god fuglefinder og kan behandle fuglene efter fortjeneste.
I krisetider tænker man altid kortsigtet, altså vi må stramme os an, og lave hunde der er lettere at dressere, og så give køb på formatet. Jeg tror det er på tide at opdrætterne og for den sags skyld også dommerne og hundeførerne, hæver blikket og dermed overliggeren, også selv om den hund vi lige pt. har gående i hundegården ikke kan nå op i nærheden af den højt satte overligger. Det er min erfaring og påstand, at de hunde med det største format, også er de skarpeste vildtfindere, og det er også min erfaring, at hvis man har en hund med meget stort format, giver det helt automatisk masser af energi til at give hunden den træning og dressur, som det høje format fortjener

Havde i dag besøg af Hugo Nielsen og Spurvfugldalens Quizi, og hvilken dag? Quizi finder 3 gange fugl, først to gange vilde agerhøns flokke med ca. 12 stk. i hver og senere en genlægger, det resulterede i en stødning og to gange stand. Flot af en hund på kun 13 måneder.
Høsten er ved at være overstået, og så er det jo altid spændende at finde ud af hvad terrænerne huser af agerhøne flokke, både de naturlige og de syv udsatte familieflokke, som nu har været i friheden i en måned. Og det ser foreløbelig rigtig godt ud, jeg har kun været på få terræner indtil nu, men har fundet tre af familie flokkene og så i dag de to naturlige flokke.
I eftermiddag ville jeg så prøve om to af mine unghunde, i kuldet efter Krumme og Kaya kunne have heldet med sig. Først kørte jeg til det område hvor jeg for ca. 14 dage siden lukkede forældrefuglene ud til kyllingerne. Der havde været ro i området for høsten og halmbjergning, men det bekymrede mig lidt at der den sidste uge, ikke er blevet rørt ved foder og vand, og jeg havde været derude to gange uden at finde hønsene på de meget store stubmarker. Først ville jeg da lige se om de mon havde været i foderet, og glad blev jeg da så at den lille trekant voliere var fuld af høns, de var altså kommet tilbage for at nyde serveringen af en blanding af kyllingefoder, knækket majs, hvede og raps. Men jeg var jo ude for at få unghundene for fugl, og nu havde jeg jo dem i min hule hånd næsten. Meeeen jeg nænnede ikke at forstyrre de dejlige høns midt i deres aftensmad, så jeg fortrak mig baglæns derfra. Så Pil og Pax måtte nøjes med endnu en konditionstur på et par store stubmarker. Og det så heller ikke dårligt ud, begge går i flot stil, og søget er også ved at være godt og kontakten ligeså.

I dag den 24 juli lukkede jeg op så også forældrefuglene kunne komme ud. Jeg havde lige fodret og skiftet vand, og derefter åbnede jeg for de gamle fugle. inden da havde jeg talt en 5-7 kyllinger løbe omkring volieren, og man håber selvfølgelig at der er mange der gemmer sig. Og her fik jeg syn for sagen, for inden jeg var kommet hen til bilen, kaldte de gamle fugle på kyllingerne, og det var noget der virkede. Pludselig myldrede det med kyllinger ud af vårbyggen, og jeg kunne køre glad videre til næste flok.