En af de allerstørste syndere i landbruget, er græs og grøntbjergningen til kvæget. Når de 12-15 m. brede skårlæggere kører med op i nærheden af 20 km. i timen igennem en tæt grøntafgrøde, bliver alt slået ihjel, og når en mark bliver høstet i gennemsnit 4 gange/år er det virkelig noget der gør ondt. Jeg er selv gammel kvægbonde og har drevet lidt maskinstation, så jeg har lavet mine ulykker. Et andet problem i græsbjergningen er, at den produktion også kræver meget kunstvanding, og er der noget der kan ødelægge æg eller yngel, er det de kraftige vandkanoner.
Problemet er det, at de tætte grøntafgrøder virker som magneter på alt vildt, fordi der er god dækning så rovvildtet ikke har så let spil, og selvfølgelig også for os mennesker. Hvis dyreetisk råd og politikerne vidste hvad græsbjergningen koster af liv, ville de blive nødt til at reagere.
Løsningen ligger i udfasning af græs og grønt til slæt og erstattes af mere roeavl, hvor der kan avles flere foderenheder end i græs, roer bjærges i et hug om efteråret i adstadigt tempo uden problemer for vildtet. Det er klart at man ikke bare kan erstatte roer med græs og så lade 5+7 være 11. Når man bytter roer med græs kommer der til at mangle protein i foderet til dyrene, men i og med at der avles 25-30% flere foderenheder i roer bliver der plads til alternative proteinafgrøder i markplanen, her er ærter eller hestebønner oplagte emner. Disse planter hører til bælgplantefamilien, som har den egenskab at de kan optage luftens kvælstof, de skal altså ikke tilføres N fra kunstgødning. Ærter og bønner er meget proteinrige, og kan fuldt og helt erstatte sojaskrå.
Se på nedenstående link om en glad landmand der dyrker roer:
http://www.landbrugsavisen.dk/Nyheder/Netnyheder/2011/5/3/270koeerroerog11000kgmaelk.htm
Mere diversitet i markplanen ønskes!
